Om Tina Duegaard Andersen
Erfaring
Jeg arbejder med konflikter og psykisk arbejdsmiljø i organisationer, når de er blevet komplekse, fastlåste eller vanskelige at håndtere internt. Det kan være situationer, hvor flere parter er involveret, hvor konflikten har stået på længe, eller hvor både relationer, samarbejde og arbejdsmiljø er udfordret.
Mit arbejde består i at hjælpe jer med at skabe klarhed over, hvad konflikten reelt handler om, og i at designe og gennemføre processer, der både løser de konkrete konflikter og skaber grundlag for et mere holdbart samarbejde fremadrettet. Indsatserne spænder på tværs af niveauer – fra mægling mellem parter til teams og hele organisationer – og jeg kombinerer konfliktmægling, analyse, facilitering og ledelsessparring.
Med mere end 20 års erfaring – bl.a. fra fagbevægelsen – har jeg arbejdet som konfliktmægler, erhvervscoach, konsulent og facilitator i både forbund og lokale fagforeninger samt med offentlige arbejdspladser, NGO’er og private virksomheder. Jeg har herigennem opbygget solid erfaring med komplekse organisationskonflikter i spændingsfeltet mellem medarbejdere, ledelse og organisation.
Jeg har coachet og faciliteret ledere, ledergrupper, medarbejdergrupper, tillidsvalgte og politiske ledelser, og har ydet konfliktfaglig sparring, supervision og coaching i hundredvis af timer i svære situationer.
Blandt mine kunder og klienter har jeg ry for min evne til hurtigt at skabe tillid og et fortroligt rum og for at hjælpe med konkrete, levedygtige løsninger.
Målgrupper & kunder
Mine kunder er typisk organisationer og arbejdspladser – herunder kommuner, institutioner, skoler, efterskoler, fagforeninger, NGO’er og private virksomheder m.fl.
Jeg er desuden associeret konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning.
Uddannelse
Cand. techn. soc. fra Roskilde Universitet 1995, men har siden suppleret med følgende efteruddannelse:
- Hands on masterclass i konfliktmægling, Københavns Universitet, 2024
- Håndtering af krænkende oplevelser og adfærd (KOA), Center for Konfliktløsning, 2023
- Konfliktmægleruddannelse: Konfliktmægling i grupper og organisationer: (MIGO) Center for Konfliktløsning, 2018
- Konfliktmægleruddannelse: 1-1 konfliktmægling, teori, træning og praksis: (GRUM) Center for Konfliktløsning, 2017
- Facilitator & coach, systemiske organisationsopstillinger, Human Vision/ISFO, 2014 – 2015
- Coachuddannelse / 3-årig uddannelse som coach, Psykosyntese Instituttet, Göteborg, 2007-2010
For uddybning og yderligere uddannelse og erfaring, se min profil på LinkedIn - her kan du også læse mine opslag om praktisk konflikthåndtering:
-
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.